Oprindelse
Montalcino
Destillering er først kendt i begyndelsen af vor tidsregning i Ægypten, hvor man destillerede vand.
I Europa er første sikre historiske bevis på destillering kendt fra Scuola Medico di Salerno, Italien, hvor en ”læge” omkring år 1100 anvendte det til helbredelse af sygdomme.
Ca. et århundrede senere beskriver den toskanske alkymist og læge Taddeo Alderotti (1223-1295) processen med at fremstille alkohol ved at lade damp passere et nedkølet snoet rør.
Han kaldte det ”aqua ardens” (antændt vand), ”aqua serpentina” eller ”aqua vitis” (acqua di vite). Det refererer imidlertid ikke til planten, der destilleres, men til en sammenligning med livsforløbet som en spiral.
I de følgende århundreder fortsatte udviklingen med nye metoder til destilleringskunsten, hvilket er veldokumenteret. Men det blev den tyske jesuit Athanasius Kircher, der i 1636 som den første udtænkte muligheden for at destillere på druekvas (ital. vinaccia). Få år senere, i 1661, omtaler Giacomo Sachs fra Leipzig klart processen med at destillere vinaccia i en afhandling om vin.
De første tiltag hen imod grappaen kommer fra napolitaneren Giovan Battista della Porte, som udviklede et komplet destilleringsapparatur til højere alkohol koncentration gennem ”multi-destillering”. Det medførte en sand opblomstring af destillerier i Europa med ca. 700 i Holland, og 400 i Frankrig og Spanien, hvor der opstod de berømte skoler i hhv. Montpellier og Toledo.
Som den første lykkedes det Francesco Terzi Lana (1631-1687) fra Brescia at lave alkohol på vinaccia og ikke som hidtil på vin. Han skabte med andre ord den første grappa.
I 1739 oprettedes det første egentlige uddannelsessted for ”distillatore” i Torino, l’Universita degli Acquavitai.
Allerede i 1750 er grappaen blevet så populær, at Carlo Goldini i ”La Bottega del Caffè” taler om at erstatte kaffen med en grappa.
Der findes en lille overlevering fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor komponisten Niccolò Paganini (1782-1840) på en rejse til Torino gjorde holdt i Asti for at skifte heste. Han spillede lidt på en guitar for en lille sammenstimlet forsamling på Cafè dei Tre Re og fik serveret en grappa. Den dag i dag bestiller man ”un paganini”, når man vil have en grappa serveret i Asti.
I 1779 stiftedes det første italienske grappa destilleri af Nardini familien i Bassano del Grappa ved den historiske bro over floden Brenta, en god beliggenhed for at kunne nå datidens vigtigste handelscentrum ad vandvejen, Venedig.
I Nardinis kølvand fulgte Mascio og Da Ponte i Conegliano (nær Treviso, Trentino), og i Piemonte sås Magnoberta og Mazzetti d’Altavilla (1846). I dag ligger de vigtigste grappaområder i Norditalien fra øst til vest.
Der findes i dag utallige grappa destillerier. De producerer ialt ca. 17 millioner liter grappa, hvoraf kun omkring 17 % går til eksport. Det viser, hvor stor en bestanddel grappaen er i den italienske dagligdag.
I 1739 oprettedes det første egentlige uddannelsessted for ”distillatore” i Torino, l’Universita degli Acquavitai.
Allerede i 1750 er grappaen blevet så populær, at Carlo Goldini i ”La Bottega del Caffè” taler om at erstatte kaffen med en grappa.
Der findes en lille overlevering fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor komponisten Niccolò Paganini (1782-1840) på en rejse til Torino gjorde holdt i Asti for at skifte heste. Han spillede lidt på en guitar for en lille sammenstimlet forsamling på Cafè dei Tre Re og fik serveret en grappa. Den dag i dag bestiller man ”un paganini”, når man vil have en grappa serveret i Asti.
I 1779 stiftedes det første italienske grappa destilleri af Nardini familien i Bassano del Grappa ved den historiske bro over floden Brenta, en god beliggenhed for at kunne nå datidens vigtigste handelscentrum ad vandvejen, Venedig.
I Nardinis kølvand fulgte Mascio og Da Ponte i Conegliano (nær Treviso, Trentino), og i Piemonte sås Magnoberta og Mazzetti d’Altavilla (1846). I dag ligger de vigtigste grappaområder i Norditalien fra øst til vest.
Der findes i dag utallige grappa destillerier. De producerer ialt ca. 17 millioner liter grappa, hvoraf kun omkring 17 % går til eksport. Det viser, hvor stor en bestanddel grappaen er i den italienske dagligdag.
